TENDING, CHECKING AND ADVISING WINE BAR BEFORE REOPENING

PUBLISHED THURSDAY 28.5.2020

(In Danish only - English text coming soon)

RF Experience hjælper ikke kun store institutioner som for eksempel København Zoo med at blive klar til genåbning, også mindre virksomheder efterspørger råd og vejledning.

Not Your Usual er en vin- og cocktailbar i centrum af København, der som så mange andre restaurationer netop har fået lov at genåbne.

For at sikre trygge rammer for gæsterne, har vinbaren indgået et samarbejde med RF Experience, som har gennemgået rummet og trænet personalet i, hvordan de kan sørge for, at både afstand og regler om størrelsen på forsamlinger kan overholdes.

"Der er mange retningslinjer fra myndighederne, som vi skal overholde, når vi genåbner efter lockdown, og det giver os en ekstra sikkerhed, at vi har fået nogle eksperter til at gennemgå det hele sammen med os. Vi føler, at vi er godt klædt på til at genåbne," siger Corneliu Tiulenev, sommelier og medejer af Not Your Usual.

Skal kende reglerne til fingerspidserne
"Vi har blandt andet set på, om der er den rette afstand mellem bordene, og om det er muligt at bevæge sig rundt i lokalet på en måde, så der stadig holdes afstand," fortæller Morten Therkildsen, sikkerhedschef i RF Experience.

Ifølge de nye retningslinjer, skal der minimum være en meters afstand mellem selskaber, og en gruppe ikke må bestå af mere end ti personer – uanset om de kommer samlet eller mødes tilfældigt. Et selskab på over ti personer må heller ikke deles i mindre, som får hver sit bord. Desuden må gæster ikke have ansigt-til-ansigt kontakt med personalet i mere end femten minutter. Det kan have betydning for, hvordan personalet bør opholde sig i området omkring bardisken.

"Det er alt sammen noget af det, vi har talt med personalet om. Det er vigtigt, at de kender reglerne til fingerspidserne og har talt potentielt udfordrende situationer igennem på forhånd, så de ved, hvad de skal være opmærksomme på, og hvordan de kan håndtere det," siger Morten Therkildsen.

Hvis virksomheder ikke overholder retningslinjerne, kan de afhængigt af størrelse få en bøde på 3.000-12.000 kroner for en førstegangsforseelse. Gæster som, til trods for personalets påtale, ikke overholder reglerne om størrelsen på selskaber, kan få en bøde på 2.500 kroner.

RF EXPERIENCE

Året rundt bruger Roskilde Festival de kompetencer, der er opbygget gennem arbejdet med at lave festival siden 1971.

Det sker gennem RF Experience, som er en del af Roskilde Festival Gruppen.

RF Experience vejleder i disse dage virksomheder og offentlige og private institutioner i, hvordan de kan overholde retningslinjer i forbindelse med Covid-19 både inde og ude. 

Blandt mange andre ydelser tilbyder vi et særlig eftersyn af arealer og rum, hvor vi rådgiver om, hvordan  retningslinjerne kan efterleves på en tryg og god måde. Se mere om det her.

Kontakt:
info@rfexperience.dk
Tlf: 24910580

Loading...
No content